Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2015
I forbindelse med vores traditionelle rallynytårsprøver 31. december 2015 blev Sydkystens Hundeskoles Hundepris uddelt for anden gang.
Dommerkomiteen bestående af Anita Jakobsson, Christina Ulrich Pedersen og Paul Lysholdt havde valgt at uddele i alt tre priser.
Talen som blev holdt ved annonceringen.
Initiativgruppen bag Hundesport mod Cancer. Initiativgruppen består af Jesper A. Bønnelykke, Miriam L. A. Bønnelykke, Carina Enevoldsen, Johanna Allanach, Thomas Boysen, Linette S. Madsen og Susanne M. Randeris.
De har med deres initiativ mobiliseret hundefolk i bred forstand over hele Danmark til at afholde aktiviteter for at indsamle midler til Kræftens Bekæmpelse. De har ved deres uselviske initiativ skabt stor opmærksomhed om BÅDE kræft OG hundesport og derved fået sat gang i alle mulige former for hunderelaterede arrangementer. De har arbejdet utrætteligt for en god sag, og det fortjener de stor anerkendelse for. Det fantastiske initiativ har indsamlet over 340.000 kr. i 2015, og initiativet fortsætter heldigvis i 2016.
Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat. Dyrenes Beskyttelse eksisterer for at hjælpe dyr i nød. Men i år har der været et par meget omfattende dyreværnssager, som fik meget stor medieopmærksomhed.
Den ekstraordinære indsats som Roskilde Internat stod for i forbindelse med en stor hundesag fra Sydsjælland, hvor 90 hunde var blevet vanrøgtet, fortjener stor anerkendelse.
Johanna Allanach. Johanna har i mange år ydet en betydelig indsats for hundesporten i Danmark. Mange af de tilstedeværende kender hende som idérig, inspirerende og krævede instruktør med masser af overskud. Som en af indstillerne skriver: ”jeg ved ikke hvordan hun formår altid at være i super godt humør! At kunne inspirerer og motivere til tider håbløse elever med humor og visdom! Det er aldrig sket, at jeg er gået nedtrykt eller utilfreds hjem fra træning, hun formår altid at få mig til at føle, at jeg og min hund er fantastiske! Det er ikke på nogen måde overfladisk, men oprigtig interesse for sine elever”.
Johanna er drivkraft bag en lang række hundearrangementer indenfor mange forskellige discipliner. Hun er aktiv dommer indenfor rally, HTM og Freestyle. Og hun er også topudøver indenfor bl.a. rally, HTM og Freestyle.
En af indstillerne skriver: ”Johanna er et stort forbillede for mig – og helt sikkert også for mange andre! Hvis der var flere Johanna’er behøvede vi ikke frygte for hundesportens fremtid.”
Denne side er senest opdateret 01.01.2016 16:00